Denne beskrivelse guider dig hurtigt igennem praktikkernes forskellige faser og husker dig på, hvor du skal være opmærksom for at undgå problemer. Vores erfaring er, at det ofte er de små forglemmelser, den lille tvivl eller den manglende dokumentation, der er med til at skabe grobund for en dårlig praktikoplevelse – og i sidste ende en manglende godkendelse.
Nedenstående retter sig primært mod de to lønnede praktikker. Ønsker du at læse mere om de konkrete emner, trykker du blot på overskrifterne.
Inden du starter i praktik
Du skal altid besøge praktikstedet inden du starter. På dit besøg vil du få mulighed for at se stedet og hilse på dine kolleger. Tal evt. med stedets tillidsrepræsentant (TR) for at forhøre dig om særlige forhold på stedet. Tal også gerne med lederen om ferieplanlægning, vagtplaner og om deres forventninger til dig og omvendt.
Ansættelsesbrev
Når du er studerende i 2. eller 3. praktik, bliver du ansat på praktikinstitutionen. Du bliver en del af institutionens normering og har som udgangspunkt samme vilkår og forpligtelser som det resterende personale. Derfor skal du have et ansættelsesbrev der skal beskrive alle de formelle ansættelsesvilkår, der gælder for dig i praktikperioden.
Du skal have ansættelsesbrevet senest en måned efter, at praktikperioden er startet. Hvis ikke dette sker, skal du gøre praktikinstitutionen opmærksom på det. Får du stadig ikke dit ansættelsesbrev efter du har gjort din leder opmærksom herpå, kan du henvende dig til PLS. Så skal vi nok hjælpe dig!
Læs mere om ansættelsesbrevet her
Mål for praktikken
Du skal i praktikken opfylde en række kompetencemål, som beskriver, hvad du skal have ud af praktikforløbet og hvad der forventes af dig.
Hvert kompetencemål har en overordnet målsætning og derudover en beskrivelse af vidensmål og færdighedsmål. Kompetencemålene er beskrevet i Bekendtgørelsen.
Første, anden og tredje praktikperiode afsluttes med en eksamen - der overordnet set kommer til at tage udgangspunkt i kompetencemålene.
Læs mere om kompetencemålene her
Studerende – og lønmodtager
Som praktikant skal du forholde dig til at være studerende og lønmodtager på samme tid. Du vil tit opleve, at det kan være svært at være studerende og samtidig indgå i normeringen. Derfor er det vigtigt, at du selv er opsøgende og aktiv i forhold til at nå dine mål. Du skal reflektere over det du oplever i hverdagen og diskutere dine refleksioner med dine kollegaer og din vejleder.
Samtidig er du en del af normeringen og skal indgå som brik i institutionens drift og funktion. Hvis din praktik ´plads har overenskomst med en fagforening og du er medlem af PLS, har du altid nogen til at støtte dig, i at forstå dine vilkår, rettigheder og forpligtelser.
Du kan læse mere om overenskomster her
Hvis du har brug for hjælp til at forstå overenskomsterne, er du som medlem af PLS, altid velkomme til at kontakte os med spørgsmål.
Vejledning
I bekendtgørelsen står der, at du under praktikken skal modtage vejledning i overensstemmelse med de godkendte læringsmål. Hvordan vejledningen skal tilrettelægges eller hvad omfanget skal være, er dog ikke fastlagt. Derfor kan det være en god ide, at du allerede ved praktikkens begyndelse selv tager initiativ til, at der lægges en plan for vejledningen og at denne plan bliver en del af dit skema, f.eks. 2 timers vejledning pr. uge.
Til vejledningen er det vigtigt, at du har en dagsorden, og at du tager referat. Læs mere her
2/3 samtale
Ca. 4 måneder inde i praktikforløbet skal praktikstedet afholde et møde, hvor din vejleder, seminariets praktiklærer og du er til stede. Her skal vejlederen fortælle om det forventes, at du vil kunne opfylde dine mål for praktikken. Hvis der er tvivl om kompetencemålene kan opfyldes, skal det på mødet drøftes hvad der skal gøres, for at du når målene. Her er vel at mærke tale om de mål, der allerede er opstillet i læringsmålene, og ikke nye mål for resten af praktikperioden.
Den endelige vurdering
De tre første praktikker på pædagoguddannelsen afsluttes med en eksamen. I første og anden praktik vil din vejleder fra uddannelsesstedet, og din vejleder fra praktikinstitutionen være til stede som eksaminator og censor. I tredje praktikperiode deltager der også en ekstern censor. Til eksamen skal du redegøre for hvordan du har arbejdet og opnået kompetencemålene. Praktikken er herefter enten bestået eller ikke bestået.
10 gode råd før praktikstart
Vi har samlet en masse gode råd i en komprimeret vejledning. Vi anbefaler, at du kigger på den.
Er du medlem af PLS, så står vi klar til at hjælpe. Også hvis der opstår problemer, der kalder på dybere rådgivning.