Navn og hjemsted

§ 1 Pædagogstuderendes LandsSammenslutning (PLS). Foreningens hjemsted er København

Pædagogstuderendes Landssammenslutnings formål

§ 2 PLS er en selvstændig og partipolitisk uafhængig organisation bestående af pædagogstuderende, hvis formål er at skabe forudsætninger for, at de pædagogstuderendes krav opnås. Det værende sig; undervisningsmæssige, faglige, demokratiske/demokratisikrende, pædagogiske, økonomiske, fag-, social- og studiepolitiske samt overenskomstmæssige krav. PLS skal oplyse, politisere og aktivere de pædagogstuderende og sikre pædagogstuderendes indflydelse lokalt, regionalt, nationalt og internationalt. PLS skal kæmpe for den bedst mulige pædagoguddannelse samt bidrage til den generelle pædagogiske udvikling. Formålet skal realiseres gennem aktiviteter på lokalt, regionalt, nationalt og internationalt niveau. Aktiviteterne skal være i overensstemmelse med PLS’ vedtagne principprogram. PLS kan for at opfylde sit formål samarbejde med andre organisationer og grupper, hvis formål og interesser er forenelige og i overensstemmelse med PLS.

Medlemskab af PLS

§ 3 De der kan optages som medlemmer er studerende på uddannelsen til henholdsvis professionsbachelor som pædagog eller professionsbachelor i diakoni og specialpædagogik. Medlemmer af PLS kan vælge aktivt medlemskab af Socialpædagogerne eller Forbundet for pædagoger og klubfolk (BUPL) efter gældende retningslinjer i henholdsvis Socialpædagogernes / BUPL’s vedtægter. 

Stk. 2 Indmeldelse foretages til sekretariatet i København. Medlemsrettigheder opnås fra indmeldelsesdagen. Indmeldelsesdagen er registreringsdatoen i medlemsregistret. Medlemskab gælder for en periode på mindst 3 måneder, og opsigelse heraf kan kun ske til udgangen af et kvartal. Personer, der optages eller genoptages som betalende medlemmer, har ikke ret til juridisk bistand, før de har været medlemmer i 1 måned. Medlemmer, der slettes på grund af restance, generhverver først deres ret til juridisk bistand 3 måneder efter genoptagelsen af medlemskab. 

Stk. 3 Medlemmerne har pligt til at overholde PLS’ vedtægter. 

Stk. 4 Medlemmerne er forpligtede til at give PLS oplysninger om uddannelsessted, færdiggørelsestidspunkt, orlov og bopæl samt alle ændringer i disse forhold. 

Stk. 5 Udmeldelse skal ske til sekretariatet i København og kan kun finde sted til udgangen af en betalingstermin, medmindre udmeldelsen skyldes færdiggørelse af uddannelsen. 

Stk. 6 Studerende, der har orlov fra pædagogstudiet, kan opretholde deres medlemskab af PLS i orlovsperioden. 

Stk. 7 Tillidsvalgte, der slettes på grund af restance eller udmeldes af anden grund, mister deres tillidspost med øjeblikkelig virkning. 

Stk. 8 Forpersonerne [Forperson og næstforperson] er uafhængigt af deres studieforhold medlemmer af PLS.

PLS' opbygning

§ 4 PLS’ virksomhed udøves gennem følgende organer: 

▶ Årsmøde (§ 5-8) 

▶ Hovedbestyrelse (§ 9) 

▶ Forretningsudvalg (§ 10) 

▶ Forpersoner ( § 11) 

▶ PLS-afdelinger (§ 12)

 

Årsmøde

§ 5 Årsmødet er PLS’ øverste myndighed. Årsmødet afholdes hvert år i oktober måned. 

Stk. 2 Tilmelding til PLS’ Årsmøde skal være sekretariatet i hænde senest 14 dage før Årsmødets start. 

Stk. 3 Alle medlemmer af PLS, der har betalt kontingent eller kan fremlægge dokumentation for betalt kontingent, kan deltage og opnå stemmeret på PLS’ Årsmøde, såfremt de har tilmeldt sig rettidigt. 

Stk. 4 Retningslinjerne for deltagelse fastsættes af PLS’ Hovedbestyrelse 

Stk. 5 Årsmødet indvarsles af Hovedbestyrelsen med mindst 2 måneders varsel med angivelse af foreløbig dagsorden samt tid og sted for Årsmødets afholdelse. Indvarslingen bekendtgøres ved udsendelse til afdelinger og via PLS’ tilgængelige kommunikationsveje. 

Stk. 6 Forslag til vedtægtsændringer, der ønskes behandlet på Årsmødet, skal være Hovedbestyrelsen i hænde senest 4 uger før Årsmødets start.

Stk. 7 Forslag til budgetændringer, der ønskes behandles på Årsmødet skal være hovedbestyrelsen i hænde senest 2 uger før Årsmødets start. Alle ændringsforslag til budget skal indeholde finansieringsforslag. 

Stk. 8 Opstilling til forretningsudvalget og forperson [og næstforperson] skal ske skriftligt til sekretariatet senest 3 uger før årsmødets start. Opstillede til forperson [eller næstforperson] som ikke opnår valg, kan på årsmødet opstille til forretningsudvalget. 

Stk. 9 Endelig dagsorden, Hovedbestyrelsens beretning, hovedbestyrelsens forslag til budget, revideret regnskab, arbejdsplan og indkomne forslag udsendes til Årsmødedeltagerne senest 3 uger før Årsmødets afholdelse. Hele Årsmødet skal afholdes i oktober. 

§ 6 Dagsordenen for Årsmødet skal minimum indeholde følgende punkter: 

1. Valg af dirigenter og referenter 
2. Godkendelse af forretningsorden 
3. Beretning fra Hovedbestyrelsen 
4. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse 
5. fremlæggelse og behandling af hovedbestyrelsens forslag til budget 
6. Indkomne forslag (herunder udtalelser) 
7. Principprogram (behandles i lige år) 
8. Arbejdsplan 
9. Politiske papirer (behandles i ulige år) 
10. Forslag til PLS’ vedtægter til vedtagelse 
11. Fastsættelse af kontingent til vedtagelse 
12. Valg af tre forpersoner
[12. Valg af frikøbt forperson og næstforperson]
13. Valg af fire ordinære medlemmer af Forretningsudvalget
[13. Valg af tre ordinære medlemmer af Forretningsudvalget] 
14. Valg af to kritiske revisorer 
15. Eventuelt 

Stk. 2 Årsmødereferat udarbejdes af de valgte referenter og underskrives af Årsmødets dirigenter. Referatet offentliggøres senest 4 uger efter Årsmødet. 

§ 7 Ved afstemninger på Årsmødet er almindeligt stemmeflertal afgørende, bortset fra vedtægtsændringer som kræver 2/3 flertal. Ved personvalg gælder stk. 3. 

Stk. 2 Årsmødet vælger et Forretningsudvalg for PLS bestående af tre frikøbte forpersoner samt fire ordinære forretningsudvalgsmedlemmer. 

[Stk. 2 Årsmødet vælger et Forretningsudvalg for PLS bestående af forperson, næstforperson samt tre ordinære forretningsudvalgsmedlemmer.]

§ 7 Stk. 3 Ved personvalg er afstemninger skriftlige og hemmelige.

Stk. 4 Valgbar er ethvert medlem af PLS

Stk. 5 Det er kun muligt at blive valgt til forperson på to ordinære Årsmøder. 

Stk. 6 Medlemmer, der ikke er til stede på Årsmødet, kan kun vælges, såfremt der foreligger en skriftlig tilkendegivelse om, at de ønsker valg. 

Stk. 7 Medlemmer, der afslutter pædagogstudiet til en vintereksamen, kan ikke opstille til valg som ordinære medlemmer af forretningsudvalget på det Årsmøde, der ligger umiddelbart før dennes vintereksamen.

Ekstraordinært årsmøde

§ 8 Ekstraordinært Årsmøde skal afholdes, dersom et flertal i Hovedbestyrelsen ønsker det, eller mindst 1/5 af PLS’ medlemmer stiller krav herom skriftligt. 

Stk. 2 Hovedbestyrelsen står for indkaldelsen af det ekstraordinære Årsmøde ved skriftlig meddelelse med angivelse af dagsorden til Årsmødedeltagerne. Indkaldelse skal ske med mindst 7 dages varsel, og det ekstraordinære Årsmøde skal afholdes senest 4 uger efter, at der er rejst et gyldigt krav herom eller truffet beslutning om dets afholdelse i Hovedbestyrelsen.

Stk. 3 Ved personvalg kan opstilling til kandidat iht. § 5 stk. 8 ske med et forkortet varsel på 4 dage før selve valgdagen

Hovedbestyrelsen

§ 9 Hovedbestyrelsen er PLS’ øverste myndighed mellem Årsmøderne. Hovedbestyrelsen består af forretningsudvalget samt op til tre repræsentanter fra hver PLS-afdeling. Fordelingsnøglen er sat efter hvor mange pædagogstuderende der er pr. uddannelsessted:

▶ 0-1500 pædagogstuderende: Afdelingen får 1 repræsentant i hovedbestyrelsen 

▶ 1500-3000 pædagogstuderende: Afdelingen får 2 repræsentanter i Hovedbestyrelsen 

▶ 3000 + pædagogstuderende: Afdelingen får 3 repræsentanter i Hovedbestyrelsen 

Hovedbestyrelsen beslutter, hvordan arbejdsplanen skal udmøntes. Ligeledes vedtager den PLS’ langsigtede politiske strategier, indstiller budgettet til årsmødet, og reviderer budgettet mellem årsmøderne. Hovedbestyrelsen bestemmer selv sin mødeaktivitet.

Stk. 2 Hovedbestyrelsen godkender samarbejdsaftaler, administrationsaftaler mv., som PLS indgår med andre organisationer.

Stk. 3 Hovedbestyrelsen har ansvaret for at sikre at PLS til enhver tid har en samværspolitik. Samværspolitikken revideres årligt på det førstkommende hovedbestyrelsesmøde efter årsmødet.

Stk. 4 Beslutninger om sanktioner ifm. brud på PLS’ reglement jf. § 16 kan ske efter behandling af den konkrete sag på minimum to Hovedbestyrelsesmøder.

Forretningsudvalget

§ 10 Forretningsudvalget er PLS’ daglige ledelse mellem Hovedbestyrelsesmøderne. Forretningsudvalget forestår den daglige ledelse i overensstemmelse med Årsmødets og Hovedbestyrelsens beslutninger. 

stk. 2 Forretningsudvalget vælges for perioden frem til næste ordinære årsmøde.

Stk. 3 Forretningsudvalget fastsætter selv sin forretningsorden, og den vedtages på det første Forretningsudvalgsmøde efter et Årsmøde. Den skal blandt andet indeholde bestemmelser om: 

▶ At beslutninger træffes ved almindeligt flertal

▶ At 1/3 af Forretningsudvalget kan kræve, at der indkaldes til Forretningsudvalgsmøde 

Stk. 4 Forretningsudvalget konstituerer sig i forhold til PLS’ repræsentationer i andre organisationer. 

Stk. 5 Forretningsudvalget har underretningspligt overfor PLS’ Hovedbestyrelse. 

Stk. 6 Fratræder et ordinært medlem af Forretningsudvalget i valgperioden, kan alle medlemmer af PLS stille op til denne post, og valg foretages på det førstkommende ordinære Hovedbestyrelsesmøde. Muligheden for opstilling skal annonceres på hjemmesiden og til afdelinger senest 14 dage før Hovedbestyrelsesmødet. 

Forpersoner [Forperson og næstforperson]

§ 11 Forpersonerne [Forperson og næstforperson] udgør PLS’ daglige ledelse mellem Forretningsudvalgsmøderne.

Stk. 2 Forperson og næstforperson tiltræder umiddelbart efter de er valgt, og er valgt frem til valg på næste ordinære årsmøde.

Stk. 3 Forperson og næstforperson fastsætter selv deres forretningsorden. Forretningsordenen skal vedtages på det første daglige ledelsesmøde efter et Årsmøde. 

Stk. 4 Forperson og næstforperson har underretningspligt overfor PLS’ Hovedbestyrelse og Forretningsudvalg. 

Stk. 5 Såfremt forperson eller næstforperson træder af mellem årsmøderne, eller der på årsmødet vælges færre end tre forpersoner vælges en ny forperson eller næstforperson på førstkommende Hovedbestyrelsesmøde. Medlemmer af PLS’ Forretningsudvalg er valgbare til dette. 

PLS-Afdelinger

§ 12 PLS-afdelingerne har til formål at fungere som det lokale bindeled mellem PLS nationalt og medlemmerne på det enkelte uddannelsessted. 

Stk. 2 PLS-afdelingernes øverste lokale myndighed er generalforsamlingen på det enkelte uddannelsessted, der afholdes mindst en gang årligt. Generalforsamlingen skal vælge op til tre afdelingsrepræsentanter, alt efter fordelingsnøglen i §10, som får plads i PLS’ hovedbestyrelse. Den eller de, der vælges til hovedbestyrelsen, fungerer som kontakten for PLS nationalt. Generalforsamlingen skal desuden vælge en tovholder og en økonomiansvarlig. 

Stk. 3 Generalforsamlingen vedtager rammerne for det organisatoriske og politiske arbejde samt de øvrige retningslinjer for PLS-afdelingens arbejde på uddannelsesstedet.

Stk. 4 Afdelingerne skal overholde PLS’ principprogram og vedtægter. 

Stk. 5. Retningslinjer for økonomisk tilskud til PLS-afdelingerne fastsættes i ”Økonomiske forhold for PLS”, som vedtages af hovedbestyrelsen.

Fag- og socialpolitiske netværk

§ 13 Alle medlemmer af PLS kan danne og deltage i netværk for pædagogstuderende. Disse netværk kan enten være fagpolitiske eller socialpolitiske netværk.

Økonomi

§ 14 PLS’ medlemmer betaler det af Årsmødet fastsatte kontingent. 

Stk. 2 Regnskabsåret er kalenderåret. 

Stk. 3 Til forelæggelse og godkendelse på Årsmødet udarbejdes regnskab for det forgangne regnskabsår med udgangspunkt i årsrapporten fra PLS’ statsautoriserede revisor. 

Stk. 4 Hovedbestyrelsen antager en registreret eller statsautoriseret revisor. 

Stk. 5 Pædagogstuderendes Landssammenslutning tegnes økonomisk af to forpersoner og et ordinært forretningsudvalgsmedlem.

[Stk. 5 Pædagogstuderendes Landssammenslutning tegnes økonomisk af forperson, næstforperson og et ordinært forretningsudvalgsmedlem.]

Stk. 6 Til forelæggelse og behandling på Årsmødet udarbejdes et forslag til budget for det kommende regnskabsår.

Medlemmernes pligter

§ 15 PLS’ Reglement 

Ethvert medlem af PLS har lov til at agitere og handle efter sin studiepolitiske overbevisning. Hvis medlemmet repræsenterer PLS udadtil som politisk valgt, har medlemmet pligt til at overholde og udtale sig i overensstemmelse med PLS’ vedtægter, principprogram, politikpapirer, udtalelser og beslutninger. 

Stk. 2 Brud på PLS’ reglement kan indebære en sanktion i form af skriftlig advarsel, fratagelse af tillidshverv, suspension eller eksklusion. 

Socialpædagogerne, BUPL og LFS

§ 16 En repræsentant fra henholdsvis BUPL’s, LFS’ og Socialpædagogernes Hovedbestyrelse har ret til at deltage i PLS’ Årsmøde med taleret. 

Stk. 2 En repræsentant fra henholdsvis BUPL’s, LFS’ og Socialpædagogernes Forretningsudvalg har ret til med taleret at overvære møderne i PLS’ Hovedbestyrelse.

Stk. 3 I forbindelse med PLS’ årsmøde samt forretningsudvalgets og Hovedbestyrelsens møder modtager BUPL, LFS og Socialpædagogerne dagsordener og referater på lige fod med mødedeltagerne.

Stk. 4 PLS indgår en formel samarbejdsaftale med BUPL, LFS og Socialpædagogerne.
Af samarbejdsaftalen fremgår hvordan, og på hvilke områder BUPL, LFS og Socialpædagogerne informeres, koordinerer og tages med på råd af PLS, inden endelig indstilling til beslutning udfærdiges.

Stk. 5 Medlemmer af PLS er automatisk passivt medlem i både BUPL og Socialpædagogerne. Alle medlemmer af PLS kan vælge aktivt medlemskab af enten BUPL eller Socialpædagogerne. Et medlem, som har valgt at oppebære aktive medlemsrettigheder i BUPL, kan ikke samtidig oppebære aktive medlemsrettigheder i Socialpædagogerne og omvendt. Tilvalg af aktive medlemsrettigheder er gældende for en periode på minimum 3 måneders varighed

Opløsning af PLS

§ 17 Beslutningen om opløsning af PLS træffes af to på hinanden følgende Årsmøder med dette på dagsordenen efter indstilling fra Hovedbestyrelsen og kræver mindst 2/3 flertal af samtlig tilstedeværende stemmeberettigede (Inkl. blanke stemmer). 

Stk. 2 Årsmødet træffer umiddelbart efter en vedtagelse, jf. stk. 1, beslutning om anvendelse af landssammenslutningens nettoformue.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 18 Nærværende vedtægter og overgangsbestemmelser er vedtaget på PLS’ ordinære Årsmøde 2023 og træder i kraft ved vedtagelsen. Paragraffer og stykker i klammer […] træder i kraft ved årsmøde 2024’s begyndelse og erstatter den eksisterende paragraf eller stykke.